Din historie kan fortsætte i en andens liv
Organdonationsforeningen
Det her er historien om en annonce, jeg lavede, før jeg overhovedet havde en kunde, og om hvordan den endte med at blive udgivet som annonce i Ud & Se og Samvirke for Organdonationsforeningen.
Piccolo Prisen
I forbindelse med Rambukpriserne blev der oprettet en ny pris, Piccolo Prisen, som hylder de bedste danske printannoncer. Altså dem, der formår at bruge selve printmediet bedst. Man indsendte sine annoncer, en jury udvalgte de ti bedste, og hver af dem fik to annoncepladser i Ud & Se og Samvirke. Den endelige vinder blev kåret til selve Rambuk-prisuddelingen.
Jeg sendte en håndfuld idéer ind, og en af dem blev udvalgt: min annonce om organdonation.
Annoncen uden en kunde
Her bliver det sjovt. Jeg havde lavet annoncen helt på egen hånd, uden så meget som at have talt med Organdonationsforeningen, og jeg havde aldrig lavet noget for dem. Men da den blev udvalgt og dermed havde to landsdækkende printpladser med i købet, ringede jeg til formanden og spurgte, om de havde lyst til to gratis annoncer i Ud & Se og Samvirke, fordi jeg havde sendt en idé ind, der var kåret blandt de bedste i landet til at bruge printmediet.
Det ville de selvfølgelig gerne, og de takkede pænt for, at jeg havde tænkt på dem. Sådan blev en annonce, der startede som mit eget indslag til en konkurrence, til en rigtig kampagne, der også kørte på foreningens sociale medier for at få flere til at skrive sig op som organdonorer.
En mand mod mastodonterne
Jeg gik ikke hen og vandt prisen. Men jeg var blandt de ti nominerede til bedste brug af printmediet det år, og jeg var helt alene om det. Jeg stod over for de store, etablerede kreative bureauer og klarede mig blandt de bedste i landet med en enkelt idé og de rigtige værktøjer. Det er præcis det, AI har gjort muligt: at et enkelt menneske med en god idé kan stille sig op ved siden af de største i branchen.