Hvad en AI-kampagne for WWF lærte mig om idéer og værktøjer

En serie AI-annoncer, jeg lavede som et eksperiment og lagde på LinkedIn, endte med at blive til en rigtig kampagne for WWF, der hang i metroen, og som vandt en international award. Her er de tre ting, jeg tog med fra rejsen.

Det startede ikke som en plan. Jeg ville bare se, hvor gode annoncer jeg kunne lave direkte i ChatGPT, og endte med en serie om de skjulte omkostninger ved vores forbrug, hvor et truet dyr toner frem i et helt almindeligt hverdagsprodukt. Selve billederne og hele forløbet kan du se i casen om The Hidden Cost og opfølgeren Den Usynlige Regning. Her vil jeg i stedet fortælle, hvad det lærte mig, for det er nok mere brugbart for dig end mine prompts.

Idéen er stadig det vigtigste

Det er fristende at tro, at det var AI, der gjorde kampagnen god. Det var det ikke. Det var idéen om at gemme dyret inde i produktet, så man først ser jaguaren, når man kigger ned i sin kaffekop. AI gjorde, at jeg kunne udføre den idé hurtigt og i en kvalitet, jeg ellers skulle have hyret et helt hold til. Men selve grebet, det der får folk til at stoppe op, kom ikke fra en model. Det kom fra at tænke over, hvad der ville ramme.

Det er værd at huske, hvis du sidder og venter på, at AI skal komme med de gode idéer. Det gør den sjældent af sig selv. Den er til gengæld god til at føre dine egne ud i livet.

At lægge det ud var det, der åbnede døren

WWF ringede ikke, fordi de tilfældigvis faldt over en mappe på min computer. De så serien, fordi jeg lagde den op. Det lyder banalt, men det er let at lave noget, man er stolt af, og så lade det blive liggende, fordi det “bare var et eksperiment”. Den her gang delte jeg det, og det var dét, der satte resten i gang. Meget af det, der er sket for mig professionelt, kan spores tilbage til at have turdet vise noget halvfærdigt frem.

Én person kan nu løfte det, et bureau før skulle til

Da kampagnen senere vandt en Aaron Award for bedste AI-workflow, var jeg blandt andet oppe imod bureauet bag Coca-Colas AI-version af Holidays Are Coming. Jeg vandt ikke, fordi jeg er klogere end et stort bureau, men fordi AI har ændret regnestykket for, hvad én person kan lave. Det, der før krævede et hold, et stort setup og et stort budget, kan i dag laves af en enkelt, der ved, hvad vedkommende vil. Den sidste del er vigtig. Værktøjet gør ikke arbejdet for dig, men det fjerner næsten alt det, der før stod mellem en idé og et færdigt resultat.

Det du kan tage med

Du behøver ikke et stort budget for at lave noget, folk lægger mærke til. Du behøver en idé, der er værd at se, modet til at dele den, og nok håndværk til at bruge AI ordentligt. Værktøjerne er blevet den nemme del. Det svære er stadig det samme som altid, nemlig at finde på noget, der er værd at lave.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Få besked når der er nye indsigter om AI i marketing.